Akupunktur kan udøves på mange forskellige måder. Du kender sikkert kropsakupunkturen, som er den mest udbredte. Men der er mange andre grene af den kinesiske medicin, som din behandler kan benytte. Dem kan du blive klogere på ved at følge med i denne lille artikelserie om behandlingsmetoder her på siden. Denne gang sætter vi fokus på CUPPING.
Cupping – eller kopning på dansk – er en behandlingsform inden for Traditionel Kinesisk Medicin, hvor man stimulerer meridianpunkterne på kroppen via små kopper, hvori der dannes undertryk. Kopperne består typisk af kohorn, porcelæn, glas eller træ, som enten bliver bevæget hen over huden (cupping-massage) eller placeret stationært på udvalgte punkter på kroppen i et kort tidsrum (stationær cupping).
Cupping bruges mod en lang række symptomer og lidelser, og behandlingsformen er også velegnet til patienter, der ikke bryder sig om nåle. Cupping bruges både til at stimulere meridianerne, der fører energien rundt i kroppen, og til at rense bindevævet for affaldsstoffer og syrer, der er stagneret i kroppen.